T-Kid170 er en levende legende, en pioner inden for graffitikunst. Han stammer fra Bronx og har sammen med sine kammerater fra malerværkstedet skabt en hel ny livsstil baseret på aktion og kreation. Det hele startede med at han satte sit pseudo på en mur i kvarteret, så en fresko i metroen, og dernæst var det et spørgsmål om held og vilje, og det kan ske overalt i verden, hvor han udtrykker sin passion. T-Kid fortæller om sig selv, det er 45 år med burners, wholecars, graffitis, freskoer, vægmalerier…

T-Kid170 er på Instagram: instagram.com/tkid170

Hvordan var det at vokse op i Bronx som writer?

Problemet var ikke så meget det at vokse op som writer, det var mere det, at jeg altid var på gaden. Og i Bronx i 70’erne var der mange problemer og bander.

Da jeg var ung, lavede jeg akrobatik på gyngerne i parken nedenfor min opgang, og jeg vandt en battle mod en anden ung fyr. Det var dér de lidt ældre begyndte at kalde mig King, for King of the Swings [Gyngernes konge]. En dag taggede jeg King 13 på en mur overfor parken, så kom gutterne fra kvarterets bande hen til mig og sagde: ”Hov, du tagger i vores turf, det må du ikke, hvis du ikke er i vores bande. ”Jeg vidste ikke engang, at turf betød kvarter! De sagde, at de havde set mig lave akrobatik på gyngerne og at det var bare cool, så de ville ikke give mig tærsk.

Så jeg begyndte at skrive King13 i 1973, da jeg var 13 år. Jeg har beholdt det navn et stykke tid, inden jeg fodlod den bande. Jeg har skrevet Sen102 i Spanish Harlem, med Renegades of Harlem, der var med Smokey, Dimond Dave, Danco. Og med Sly108 fra Savage Sumari tog vi ud på nogle fede vandal-sessioner. Jeg var sammen med Renegades i to år, men i 1977 var der nogen, der skød på mig, så jeg besluttede mig for ikke at være medlem af bander mere. Jeg holdt meget af graffiti, så jeg tog T-Kid for at fortsætte med at tagge. Jeg blev kaldt Big T, fordi jeg var stor og stærk, så jeg beholdt T’et, og kaldte mig Kid, fordi jeg ofte var den yngste i banderne. Altså T-Kid, og 170 for den gade, hvor jeg boede.

Graffitien har givet mig mulighed for at komme væk fra gaden. Jeg holdt af at gå ind i tunneler for at male og jeg blev hurtigt god til det. Jeg har lavet masser af burners, jeg har haft flere navne: Dr.Bad, Wake5, Bro2, men det er T-Kid, folk husker. På det tidspunkt i min crew, TNB / The Nasty Boys, var der Peser, Mike-Dust, Joker-1, Rase, som også var Cooper, La Rock…

I 1980 besluttede jeg at holde en pause, blandt andet fordi der var ret meget vold. Jeg holdt op i et år, men da det gik op for mig, at graffiti var på vej ind i kunstgallerier, så var jeg med igen. Jeg blev inviteret til at male i Sam Esses studio sammen med Dondi, Zephyr, Futura, S-E 3 aka Sweet Eric aka Haze, Revolt, Ne aka Min-1, Case 2, Cos-207… De var der alle sammen, det var bare vildt! Det var den første graffiti-kollektion, og den var omfattende.

Dernæst har jeg deltaget i et program, der hed No More Trains, hvor jeg arbejdede med unge, der var blevet arresteret, fordi de var i gang med at male metroer. Jeg fik dem til at gøre det, man kalder Positive community work [almennyttigt arbejde]. Jeg blev betalt af Krylon og store virksomheder for at rengøre porte i området omkring 14. gade. Desuden lavede jeg betalte mure.

Det gjorde jeg et stykke tid, men så gik jeg i gang med graffiti igen, og jeg vendte tilbage til lagerbygninger for at male metroer. Jeg gik i gang med at overdænge dem fra 82 til 85, I was killin’ it! Jeg har lavet hundredvis af nasty burners, og det er på det tidspunkt, jeg har fundet min stil. Der er spor efter alt det på Internettet, og i min film.

Mit held det er, at Henry Chalfant, som har lavet bogen Subway Art sammen med Martha Cooper, har fulgt mit arbejde ved at tage fotos og folk i England har set dem, især den graf jeg har lavet til min far, da han fik en blodprop i hjertet. Så bad de mig om at komme til London for at male en mur for kassettemærket [lyd] TDK, og på den måde blev jeg kendt i Europa. Lige siden kommer jeg tilbage, når jeg har en mulighed for det (smil).

Og når vi taler om graffiti, kappedes I med de andre kvarterer?

Pfffffff! Hele tiden! Det er derfor, graffiti er blevet så stor og populær. Graffiti, det er en kunst, der taler til alle, det er kommunikation. Når jeg lavede en T-Kid på en metro i Ghost Yard [mytisk graffiti-sted, en hangar, hvor der var metroer], vidste vi aldrig, hvor den ville køre hen: Queens, Manhattan… eller Brooklyn, og dér kunne min kammerat Sonic se den køre fordi og så følte han sig presset til også at lave en metro. Når en Sonic kom til Bronx, flippede jeg totalt ud og så gik jeg i gang igen.

Du kan lave figurer, forskellige bogstaver, men graffiti, det er når du grafferer dit navn på toge. Den skal af sted, dit navn skal køre fra et punkt til et andet. Vi var alle sammen vanvittige: Dondi, Lee, ja, Lee var den bedste, men han er glemt! Alle taler om Dondi, han var god, men ærlig talt han er eksploderet, fordi Martha Cooper har taget masser af fotos af ham. En af de bedste der er virkelig Lee, Fabulous Five Lee! Og ikke Fab Five Freddy!

“New York elsker graffiti, det hører med til byens kultur.”

Det er ham, der er helt i filmen Wild Style, ikke?

Netop! Det er ham. Ingen vidste, hvad han skrev, han var meget diskret. Det er i øvrigt pudsigt, at Charlie Aheam, som har lavet denne film, har kaldt ham Wild Style, fordi folk som Zephyr havde en vis stil, og man sagde, at det var Wild Style. Men det er ikke rigtigt.

Wild Style, det var crewen omkring Stacy168, en af graffitiens mestre, der var også Jimmy-Hahah, Bac, Chi-Chi 133… Jeg kan i øvrigt huske, da Zephyr bad mig om at komme ind i hans crew, så sagde Tracy: ”Har han en skyder? ” Jeg svarede: “Nej“, så sagde han: ”Fuck him! ”. That was Tracy!

For dem, der ikke ved noget om graffiti og dens teknikker, kan du fortælle os lidt og forklare, hvad en burner, en wholecar er…

Aahhhh… en burner, der er en stil. Det er en kompliceret stil og bogstaverne er flettet ind i hinanden, forbundet med hinanden, der er forskellige style: mekanisk, robot, organisk, bubble. Der er også et farvespil og når metroen kører, bliver det blussende, det er derfor, det hedder en burner. Når metroen kører ind på stationen i stærk solskin, så drøner det, det stråler!

En wholecar, det er når du maler en hel vogn, fra øverst til nederst, fra først til sidst. Der er window down, det er når du maler nedenfor ruderne. Der findes forskellige typer window down, som f.eks. end to end, fra først til sidst på vognen. Du kan også lave en one panel, og på den kan du sætte en throw-up eller nogle tags.

Var det de gamle, der lærte de unge at male graffiti?

Tracy168 har lært mig graffiti, og før ham var det Padre Dos, som hed Jesus Cruz, fred være med ham. Han har lært mig at male, han var inspireret af Tracy og især af Phase2, som er graffitiens gudfar og har opfundet alle stilarter, fra bubble til mekanisk, det er bare manden. Padre Dos er en efterkommer af den fyr, han har lært det ved at se på ham. Padre har forklaret mig, hvordan man optegner bogstaver, hvor man sætter pile og især hvordan man forbinder dem med hinanden.

Da jeg mødte Tracy i 77, sagde han til mig, at jeg havde stil og at jeg ville blive god, hvis jeg fortsatte, han havde set noget i mig. Han har især lært mig at bruge spraydåser, graffitiens sammensætning og handelsværdi. De var mine lærere, Padre var min mentor.

Spraydåser, var det dit første redskab til at male?

Markørerne var mine første redskaber. Pilot, Uni, Mini, Uni wide, dernæst har jeg brugt spraydåser, og mine foretrukne er Red Devil… creme de la creme… Virkelig gode.

Krylon havde mange farver, men det var ikke den bedste maling, den var ikke dækkende nok, det var nødvendigt at give et hvidt lag først.

Der var også Rustoleum, de var ikke nemme at finde og de fungere godt med fat caps [hjemmelavede mundstykker for at få bredere streger, derefter er de blevet fremstillet og solgt i forskellige størrelser] Gefen. Man kunne ikke købe mundstykker dengang: skinny, super skinny, phat… Vi skulle opfinde det hele selv.

Når du taler om metro, bliver du helt rørt!

Det er helt sikkert, ja… Jeg har oplevet det, det er min kultur. Lave et tog, ser du, der er ikke noget, der er sjovere i hele verden. Jeg har lavet “Breakdance”-graffitien. Da vognen kørte ind på stationen på 96. gade på linje 2, stod vi på perronen. Der var fyldt med mennesker og folk klappede. Jeg siger dig! Det var helt utroligt. New York elsker graffiti, det hører med til byens kultur.

For at snakke om noget helt andet, hvordan er du kommet til værkstedet i Villiers-le-Bel i en forstad til Paris?

Jeg var i gang med at male på noget plankeværk på Châtelet-pladsen, og så kom der en lærerinde forbi med sin klasse. Børnene ville male og jeg gav dem et par gode råd. Da lærerinden så det, spurgte hun mig, om jeg ville komme i deres klasse for at vise dem det. Børnene var helt vilde med graffiti og street art, og de ville udtrykke sig, slå sig løs. Det er ikke så nemt, for der er ret mange problemer i Villiers-le-Bel.

Men det er deres omgivelser og hvis du bliver der, kan det gå galt. Jeg har sagt det her til dem: ”Du elsker at male eller danse. Det kan du gøre et andet sted og vende tilbage hertil en gang imellem. ”Man skal give dem et lille skub i den rigtige retning.

Har du et særligt forhold til Frankrig…

Jeg elsker Frankrig! Den første franskmand, jeg har truffet, der lavede graffiti i slutningen af 80’erne, på Roxy’s, det er Bando… Dernæst har jeg truffet Mist, som kom til New York. Og i 90’erne traf jeg Mac crewet: Kongo, Colorz og de andre. De inviterede mig til Kosmopolit-festivalen i Paris, og så traf jeg Fafi og også crewet fra Toulouse. Frankrig er mit andet hjem.

Når du er i Paris, så bor du i øvrigt hos Wuze, hvordan har du truffet ham?

Åh! Vi har truffet hinanden på Gare express, via en fælles ven Yann, Lazoo. Jeg har set hans talent, han er god og desuden ved han, hvordan man bruger grafikprogrammer, det er vigtigt i dag. Han lukkede mig ind og vi er blevet venner, der er cool at bo hos en ven og opdage byen sammen med ham.

Og så har han præsenteret mig for Posca-staben, det er virkelig cool, for det er ikke altid så nemt at finde i New York. Jeg elsker at bruge dem på lærred eller til at tegne på disse tog [vogne i 3D, som han maler på og som vil blive udstillet på Next Street Gallery.]

Der er også en dokumentarfilm om dig, The nasty terrible T-Kid, hvordan gik det til?

Jeg har udgivet en bog i 2005, og ved en signatur i Californien traf jeg en fyr, der hedder Carly fra Love Machine films, et produktionsbureau. Han interviewede mig og det gik bare helt fint, så derfor tænkte vi, hvorfor ikke lave en film sammen? Jeg havde en hel del billeder dengang, det var meget enkelt at sætte op. Det er cool at se sit arbejde på et stort lærred!

Det er interessant, for i USA er de frembrydende kulturer meget veldokumenterede, der er mange arkiver…

Jeg har masser af ting på video, på forskellige typer kassetter, og tænk, så var min ekskone på nippet til at smide det hele ud. Vi havde altid et kamera, når vi gik i gang med at male, vi optog ganske enkelt det hele!” Vi tænkte ikke på, hvad vi skulle gøre med det.

Der er også samlere, som giver mulighed for at gemme kunstværker. Der er flere folk, der følger mit arbejde, hvad der giver mig lejlighed til at organisere og sortere mine lærreder, det er i øvrigt meget forskellige mennesker, en trader på Wall Street har præsenteret mig for folk fra Radison-hotelkæden, de vil have mig til at male des lobbyer. Jeg er klar!

Da jeg var ung, var jeg hardcore, nu har jeg lyst til at blive betalt for det, jeg maler, jeg er en del af hele! Hvis Hr. Orange, Donald Trump, vil have et maleri, så skal han betale for det! Jeg er parat til at male på den mur, han vil bygge mellem Mexico og USA, jeg vil skrive WELCOME! Velkommen!